Vadestedet

… sagde min søn – da han hørte vi snakkede om 100 år for kvinders kampdag. Grinende sagde vi – ja, det har du ret i og fik egentlig ikke udrettet misforståelsen, vi havde egentlig mere behov for bare at grine med.

Jeg er stadig lidt sygdomsramt – men har alligevel lyst til at dele med dig at jeg har det lidt ambivalent med kvindernes kampdag. Egentlig fordi jeg syntes at det er specielt at vi kvinder har en kampdag. Jeg ville sige det samme hvis mændene havde sådan en dag. Jeg er lidt splittet – jeg syntes det er lidt af en fallit erklæring at vi skal op på barrikaderne på en enkelt dag om året, omvendt kan jeg godt se at vi bare skal benytte os af den PR, vi kan få for at få vores synspunkter frem. Dog syntes jeg det er vores allesammen ansvar hver især at ændre vores situation, hvis vi er utilfreds med noget. Og vi må erkende – vi kvinder - ofte selv holder os fast i at vi ikke vil tage en bestyrelsesplads fx på grund af det betyder mange aftener væk hjemmefra, og vi ikke vil slippe kontrollen på hjemmefronten så derfor laver vi stadig mere praktisk derhjemme. Vi skal selv tage ansvar for at gøre mere og nok snakke lidt mindre.

Egentlig er jeg nok bare ikke til sådanne kampdage – bryder mig heller ikke om ordet kamp. Ofte er det os selv vi kæmper med, men ofte har jeg i debatten hørt at vi pejer fingre af mændene. Glemmer bare lige at når du peger på andre, er der altid flere fingre, der peger tilbage på dig selv! Er også uenig i at en lov skal diktere os kvinders merdeltagelse i bestyrelser. Jeg vil til hver en tid heller ind i en bestyrelse pga. mine kvalifikationer istedetfor at nu mangler der en kvinde! Det føles bare forkert.

Nå – kan ikke hidse mig så meget op over dagen. Men respekterer at der er nogen der gør. Har lyst til at linke over til Julia – hvor du kan få fine ord med på vejen om dagens dag – og høre hvor dagens slag står, hvis du er klar til kamp. God mandag.