Den sidste tid har jeg igen og igen mødt eksempler på, hvor svært vi har ved at tage imod direkte ros om – at vi er gode nok.
Første gang var da min veninde og jeg havde en længere snak, og jeg direkte sagde til hende at hun er skide dygtig og god nok, som hun er. Hun blev helt stille og igennem telefonen kunne jeg mærke at hun syntes det var svært at kapere, så direkte en ros.
I gårdbørnehaven, da jeg havde min vikarmestertjans. Vi havde hentet hestene og en lille pige skilte sig ud ved virkelig at være god til hestene. Jeg bad hende kigge på mig, og så sagde jeg til hende: du er virkelig god til hestene. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre – så hun gik og kom først tilbage til hestesceneriet et kvarter senere! Hun fik et klem da hun kom!
Da min veninde sagde direkte til min søn. Frederik du er simpelthen sådan en dejlig dreng. Han sagde stille tak og stod lidt og gik så – helt genert.
At stå der og bade i vores eget lys – du-er-god/god nok. Det har vi virkelig svært ved. Og min oplevelse er at det ikke er aldersbestemt. Jeg har i mange år selv arbejdet med at tage imod direkte ros og syntes også det er svært, men at få direkte ros er også dejlig anerkendelse, og anerkendelse har vi alle brug for. Hvorfor er det så så svært at tage imod?
Hvad tænker du? Og har du nemt ved at modtage direkte anerkendelse?
Jeg oplever at det nogen gange er ganske let og andre gange er virkelig svært. Svært at tage i mod fra dem jeg har stor respekt for. Men jeg øver mig hverdag i at sige TAK ..
Hvor er det bare et fint indlæg, Karin. For mig at se styrker anerkendelsen forbindelsen mellem individ og omverden. Den virker som sollys til planten, der vokser og dermed forbedrer luften endnu mere pga. fotosyntesen. Anerkendelsen viser netop, at vores væsen og bidrag værdsættes af helheden, hvilket opmuntrer 0s til at yde mere.
Men når vi ikke virkeligt holder af os selv og regner vores væren og bidrag i verden for noget særligt, så bliver det så svært at tage imod anerkendelsen og rosen. – Og dermed svært at yde endnu mere i verden, da vi afskærer os fra forbindelsen med den, når vi ikke modtager anerkendelsen med glæde. Men det er bare så svært.
Derfor har jeg sat mig for at bidrage til at arbejde for at det bliver et af skolesystemets primære målsætninger – at øge børns selvværd og deres kendskab til sig selv. På den måde har jeg nemlig erfaret, at de vender sig glade ud mod omverden med overskud.
Tak for dine fine refleksioner over livet.
Jeg øver mig i det, for du har helt ret. Vi er så hurtige til at vende rosen mod den, der giver den med ‘Jamen du er da også….’, i stedet for bare at sige tak og lade ordene synke ind og ned.