Inspireret af Louises indlæg på sin blog i dag handler dette indlæg om frihed. Jeg elsker min frihed og min mulighed for at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har altid fokuseret på at jeg i mine job fik masser af frihed under ansvar.
Men noget står pludselig bøjet i neon foran mig. Det at ønske mig min ubetingede frihed kan også blive en undskyldning for ikke at tage ansvar!!
Lad mig give et eksempel. Vores ombyggeri er forsinket, vi har en deadline som vi skal nå, og vi er presset i forholdet til den. Jeg arbejder meget med alt det praktiske, meget ved computeren, blogger, skriver ansøgninger og arbejder på at designe mit kommende arbejdsliv. Jeg tager mig “den frihed” at bruge rigtig lang tid på det og det er egentligt fint, men jeg har sluppet ansvaret for byggeriet. Selvom det også er mit ansvar, lader jeg min mand tage sig af ombyggeriet. Da han konfronterede mig med det imorges, gik jeg i forsvarsposition!! Big time. Men han har ret – jeg har sluppet ansvaret til ombyggeriet og bidrager ikke med ret meget og holder stædigt fast i at jeg skal have min frihed til at gøre det, jeg har lyst til!
Men det hænger jo sammen. Øverst skrev jeg netop frihed under ansvar var vigtigt for mig. Kan du have frihed uden at tage ansvar og kan du tage ansvar uden at få frihed. Nej. Og får jeg ikke frihed til at gøre hvad jeg har lyst til, hvis jeg tager ansvar og bidrager – jo. Så hvad skal jeg gøre. Tænker det handler om at prioritere og sætte blogging, ansøgning, jobdesigneri og byggeri i struktur i min hverdag. Og hvor jeg før var bange for at miste min frihed så opnår jeg jo faktisk mere. Når vi når vores deadline, får jeg mere frihed!
Netop Karin, struktur er også kodeordet for mig. Og det har jeg normalt haft en del modstand på. Men jeg kan mærke, at det skal sættes i system. Men så tror jeg til gengæld også at frihed og ansvar kommer til at gå rigtig fint hånd i hånd. Det føles rigtigt!
Kh Louise
Hej Karin
Du er inde på noget helt rigtigt og grundliggende her. Prøv at granske lidt i hvorfor du går i selvforsvar når din man mand konfrontere dig med din “dårlige” samvittighed. Er det fordi at du føler at du tager dig friheden til at forme, eller drømme om dit kommende arbejdsliv – eller er det fordi du glemmer at tage dialogen med ham om hvorfor det er vigtigt for dig – og hvordan du kan være meget mere for ham, din familie og jeres samliv ved at tage friheden til at forme din fremtid.
Kan du få din ønske fremtid uden at tage ansvar, – eller kan din mand.
Er tanken om drømmejobbet kun en dagdrøm hvis man ikke selv tager ansvaret for at få den til at ske igennem konkrete handlinger ?
KH / Cecilie