Jeg har været lidt på farten de sidste uger. Havde et par skønne dage i København og i sidste uge var jeg i Sønderborg.
Begge steder sov jeg hos veninder. Og det nyder jeg. Jeg føler mig virkelig velkommen og er dybt taknemmelig over bare at kunne ringe, og så finder de ud af at få mig passet ind i deres dagligdag, og en madras venter på mig.
Begge gange forlod jeg også deres hus ved at smække selv efter mig. Jeg havde lidt arbejdstid alene i mine veninders huse og jeg nød alenetiden (og ingen ombyggeri omkring mig, hvis jeg skal være helt ærlig!). Og jeg lagde en seddel til dem med tusind tak fordi jeg måtte være der, og slutteligt skrev jeg uden at tænke – elsker jer!
Bageefter tog jeg mig selv i at tænke om det ikke var lige vel kærligt nok. Men jeg holder virkelig meget af de personer og jeg føler mig taknemmelig over at de er mine veninder. Og mine hænder skrev: elsker, uden at jeg tog mig af det – før bageefter når jeg gennemlæste den lille seddel. Anyways begge gange lod jeg sedlen blive og valgte ikke at skrive om – for teksten kom lige fra hjertet. Nu ved jeg ikke hvordan det blev modtaget, da de kom hjem, men jeg undrede mig bare over at jeg skrev noget fra hjertet og bageefter dømte det lidt for meget!
Hvordan har du det med ordet elske – er det kun forbeholdt kæresten/manden/konen eller elsker du også dine venner/veninder? Og siger du det til dem?
Jeg kender godt det der med at synes, at ordene bliver for store.
Jeg tror, det handler om, hvor i landet vi er vokset op, og hvilke traditioner, der er det pågældende sted for at bruge ’store’ ord. Hvis vi ikke har hørt ordet ’elske’ særlig tit, så kommer det til at ligge på et lidt hemmeligt og højtideligt sted, hvor det kan være svært at tage i sin mund.
Hvis vi så senere i livet bliver udsat for andre påvirkninger – hvis vi f.eks. bor i USA i nogle måneder, hvor ’I love you’ er næsten ligeså brugt som ’Have a nice day’, så får selv det danske ’elsker’ lidt liv i kludene og bliver luftet lidt oftere.
Men tilbage i Jantes eget land sætter vi spørgsmålstegn ved brugen af ordet igen, også selvom vi mærker, at ordet ’elsker’ passer på det, vi mærker helt nede i maven.
Jeg synes ikke ’elsker’ skal være reserveret til relationen mellem kærester og forældre/børn. Det er et ord, der dækker noget smukt og ganske særligt, og hvis vi kan mærke den følelse, så skal den da – uanset relationens karakter – skrives/siges højt.
At flere mennesker føler sig elsket kan kun gøre verden til et bedre sted … tænker jeg.
Elske er bestemt ikke kun for manden eller børnene i mit tilfælde, men du har helt ret – det føles nogen gange at tage munden for fuld, når bedste-veninden får en “elsker-dig”. Men til gengæld oplever jeg også, at når det først er sagt, så bli’r de vildt glade – oveni forlegenheden! Store ord og ros, a propos et af dine forrige indlæg, kræver måske bare lidt eftertænksomhed og lidt afstand, lidt “nå, gør du virkelig, synes du det, jamen tak!” Og det synes jeg egentlig er helt okay.