Det gode ved at være syg og bare ligge her er – at jeg pludselig kom til at tænke på den bog, jeg ikke har læst færdig - Millionøsemetoden. Den har jeg nu læst i en times tid, og jeg har pludselig fået en kæmpe indsigt. Jeg holder mig selv fast i en offer-rolle. Sidste gang jeg var offer, var da jeg syntes det var så synd for mig at min mand var syg og jeg så mig selv som ene-forsørger resten af livet. Halllååå – nå men den offer-rolle er parkeret for lang tid siden.
Nu ser jeg at jeg igen er blevet bedste pal med offer-Ole og lige nu kalder jeg det for vadested unplogged her på bloggen. Hold kæft – hvorfor har I ikke sagt det til mig!!!! Nej, det er okay. Men hvis I har tænkt det, bare én gang, må I meget gerne skrive det i en kommentar til mig, for det er da hamrende interessant!
Jeg står altså her midt i mit vadested og syntes det er vældig synd for mig. Godt så – måske det er derfor jeg har haft svært ved navnet Vadestedet i længere tid – og måske derfor det har været så svært for mig at skrive om at være i vadestedet. FOR JEG GIDER JO IKKE VÆRE HER! Altså ikke her på bloggen – her elsker jeg at være sammen med dig, men jeg gider ikke være i vadestedet, og hvordan kan min blog så hedde vadestedet.
Altså please – hjælp mig lige her - lad mig lige høre hvad du tænker, lige nu – ikke lige om lidt – nej lige nu. Skriv til mig, hvad tænker du?
PS. jeg har lige nået at tænke – bør, kan, tør jeg dele det her med dig her på bloggen – og bare det at jeg tænker sådan gør – at jeg tør!
Kære Karin
Jeg har aldrig tænkt sådan om Vadestedet. Et vadested er selvfølgelig svært at være i, når man hellere ville have drive til at fare i en eller anden retning. Men vadesteder er nødvendige pauser i livets fartleg. Offer? Nej da, jeg tænker at du pauser, tænker dig om, undersøger, gør dig umage – og egentlig også nyder det.
Kh Helle
What you resist, will persist!!!
Jeg tænker lidt som Helle. Du er vel blot undervejs – på vej mod et andet sted, i forhold til hvor du har været indtil du kom til det her vadested. Måske er det nødvendigt for at du kan få tid til at se for dig, hvad det er du nu skal, måske er det blevet et helt rart pause-sted, som nu er så trygt og godt, at det er svært at komme videre fra? Det ved selvfølgelig kun du og med det lille kendskab, jeg har til dig nu, så tror jeg også du formår at komme videre fra det her vadested, hvis du ikke vil det mere.
Kh Louise