Igår aftes dumpede en god ven forbi til kaffe, og vi fik en god diskussion om blogging og om at blotte sig. Han syntes helt klart at jeg blotter mig ved at blogge. Han syntes jeg skal være meget bevidst om at det har konsekvenser for mig, fordi indlæggene forever ligger i cyperspace og nogen vil læse min blog og ikke syntes den (jeg) er god nok, dygtig nok, svag osv osv osv (det sagde han ikke – kun mellem linierne). Og som den virkelige gode ven, han er, prøver han at sige det til mig. Og det er jeg oprigtig glad for, virkelig, for det betyder jo at han vil mig det bedste. (Det skal nævnes at han ikke selv blogger!!)
Selvfølgelig får han mig til at tænke om det er rigtigt – og gad vide om det har konsekvenser for mig.
Fx når jeg søger et spændende job, som jeg virkelig har lyst til og kvalifikationerne til – og de ser min blog. Tænker de så – nej hende tager vi ikke, fordi hun er blogger (læs: blotter) – og skriver om selvudvikling, deler sine oplevelser, inspirationer, sårbarhed og frustrationer på nettet. Hjælp, hun er ude og skide, hun vil udlevere firmaet og skrive dårlige ting om vores produkter og vores strategier og hjælp mig – om mig som leder!
Tænker arbejdsgivere virkelig sådan? – Er vi ikke kommet længere i den moderne kommunkation. Måske skræmmehistorierne om udleverede folk og holdninger på Facebook skræmmer folk? Og det smitter af på blogmediet.
Nu ved jeg godt jeg taler til dig, der læser denne blog og sikkert også andre, og måske du har din egen blog. Så du er indforstået og en del af blogland. Men er det din oplevelse at din arbejdsgiver er “bange” for mediet blogging? Er det din oplevelse af din chef syntes du virker svag eller ser dig som en risiko, fordi du blogger?
Det her er saftsuseme-mig vigtigt – for det handler jo også om uvidenhed.
Håber du vil dele din mening og erfaring med mig!
Kan godt forstå din tvivl, Karin. En veninde har også spurgt mig, hvor meget blotter der er i en blogger? Og måske en pæn sjat – jeg ved det ikke. I mit tilfælde blotter jeg min interesse og passion for skønhedsnyt, finurlige tendenser og tips der forskønner hverdagen for mig selv og forhåbentlig andre. Men jeg blogger først og fremmest, fordi jeg ikke kan lade være. Synes det ER et genialt dele-medie, og hvem bliver ikke både klogere, smukkere og større af netop at dele? Samtidig er jeg vild med den kontante afregning med kommentarer, spørgsmål og debat. Jeg ser min blog som en professionel dagbog, der absolut er personlig – men ikke privat.
For mig handler blogging om at dele – tanker, viden og inspiration. For mig er det vigtigt at blogindlæget er autentisk og giver mig en værdi og nye måder at se verden på.
Os som blogger bestemmer jo selv hvor meget vi vil blotte. En forfatter der skriver en biografi blotter sig jo også og måske er det slet ikke så farligt. Mange af os ser jo det ukendte som noget farligt men hvis vi viser dem ( der ikke blogger endnu) at det er fantastisk at blogge, at vi deler og beriger hinandens liv så skal tvivlerne nok følge os…
Jeg forstå godt din tvivl. Har det som Anette. Min blog er også en slags professionel dagbog – personlig, men ikke privat – hvor jeg øser ud af min viden og deler min passion for mad med andre.
Vi bloggere bestemmer jo heldigvis selv, hvor meget vi vil dele / blotte. Så måske er det mere det, du skal finde ud af Karin. Hvor meget vil du gerne dele ? Hvor går din grænse ? Og så ellers stå ved din personlige måde at gøre det på.
Det er jo det, som gør bloglandet så spændende at færdes i.
Jeg er ny i dette medie og har/har haft de samme tanker som din ven, og jeg er da slet ikke afklaret med spørgsmålene endnu.
Hvorfor skal jeg overhovedet skrive en blog? Hvad vil jeg med den? Hvad tror jeg, den kan bruges til? Hvem er min målgruppe? Hvor meget af mig som professionel/privat person vil jeg dele med hele verden? Mon ikke enhver blogger sidder med denne indre diskussion, når han/hun skriver? Det tror jeg … i alt fald i en eller anden udstrækning.
Man skal selvfølgelig ikke skrive mere end det, man kan stå ved. Men sagen er jo den, at mennesker udvikler sig og bliver klogere, så dét jeg mener idag, er måske ikke det samme som det, jeg mener om 6 måneder. Hvordan tackler jeg det?
Vil jeg blive stillet til regnskab for holdninger jeg havde for længe siden, hvis jeg deler dem vidt og bredt? Jeg tror det ikke. Jeg tror heller ikke arbejdsgivere er ‘blog-forskrækkede’. Tværtimod oplever jeg en stor interesse for mediet, når jeg fortæller om det – også hos min arbejdsgiver. Man kunne jo også vælge den positive tilgang: At blogomtale er gratis reklame for arbejdspladsen.
Karin, Jeg synes, at det er en meget vigtig diskussion.
Og jeg er helt enig i at det er vigtigt at gøre sig klart hvor meget man vil “blotte” af sig selv som blogger og hvor meget man skal være personlig hhv. privat.
Når det så er sagt, synes jeg at det er vigtigt ikke at udsætte sig selv for selvcensur fordi man er bange for hvad andre (herunder eventuelle fremtidige arbejdsgivere) måtte tænke om det man skriver. Det omvendte kunne også være tilfældet, at man bliver ansat fordi man blogger.
Man kan alligevel ikke styre hvad andre tænker. Heller ikke om det man skriver. For nogle er det underligt, måske endda overhovedet at blogge, for andre vil det vække genklang.
Jeg har selv haft de overvejelser. Ikke i forhold til at blogge, men mere i forhold til mine emner. Men som en veninde sagde, måske vil folk tænke at du er gaga, men det er der ikke noget at gøre ved.
Det vigtigste er at stå ved sig selv og det man skriver. Det er jo det man brænder for.
Skøn debat og gode indspark – fik bare lige lyst til at tilføje, at man jo på en blog vel skal opføre sig, som man ellers gør i cyperspace og på skrift (dvs. der kan være ting eller vendinger, som bare egner sig bedst til at forblive talesprog). kh Anette
Hej Karin
Jeg er helt enig med Hjertets Renhed – at man skal gøre sig selv klart hvad man blogger om og hvor meget man vil dele af sin private sfære.
Jeg tror også at man kan drive blogningen til at få skabt noget opmærksomhed omkring sig, og måske kan man også få sig et job som “klumme” skriver eller andet i relation til det at blogge – hvis det er det du søger, tror jeg kun det kan være en fordel at blogge.
Hvis man omvendt drømmer om et job i en virksomhed som ikke “lever” i cyberspace, altså en normal gammeldags produktions eller handelsvirksomhed, – så skal man helt sikkert være meget opmærksom på at det første arbejdsgiveren er når de har modtaget ens ansøgning er at google på navnet for at se hvad der dukker op. Søger man et lederjob vil jeg sige at der er endnu mere grund til at være påpasselig i blogland. Jeg arbejder selv som proff. headhunter og jeg ved at det at blogge stadigt kan skabe noget utryghed i de fleste virksomheder, – men altså også er helt naturligt i et lille udsnit af virksomhederne – dog primært virksomheder med webbaserede produkter.
Jeg syntes som du at det at blogge er et spændende univers, – hvor man kommer i kontakt med mange spændene andre mennesker som man måske aldrig ellers havde mødt, – og når alt kommer til alt er det vel et spøgsmål om at være ved det man skriver om.
KH Cecilie