karinmadsen.dk

Jeg har inviteret nogle inspirerende mennesker indenfor og bedt dem skrive et gæsteindlæg til min blog. Første gæsteblogger er Tina Valbjørn. Tina mødte jeg første gang i januar via det iværksætternetværk, som jeg er en del af her på vestfyn. Tina er energisk, positiv og et meget hjælpsom menneske, som har det, jeg syntes vi alle kan lære noget af, hun deler gerne ud af sine erfaringer og sine kontakter, og så er hun en dygtig grafiker. Tina er ”landet” på vestfyn ret tilfældigt. Der er fart på Tina, og hun handler på sine ideer og har været selvstændig i mere end 10 år. Her er Tina…

Som en sukkerknald i kaffen..

Hvad laver vi egentlig her? spurgte Kim og jeg hinanden om, da vi stod i forårsolen på gårdspladsen med de toppede brosten i Sarup for 11 år siden for at starte på et helt nyt liv. Alt var gået så stærkt siden vi var brudt ud af forudsigeligheden og mønsterlivet. Spritnyt hus, som vi selv havde tegnet, ved Roskilde Fjord, med egen strand, to yndige unger på 4 og 1. Ja, hvorfor ikke bare nyde livet, så? Men det kunne vi ikke, for vores liv var fyldt med transporttid til København for at passe vores karrierer, i to biler, som vi kørte forskudt i tid, så vores små piger skulle være så lidt i pasningsordning som muligt og bla. Bla bla bla –kedeligt, hektisk liv.

 Så vi gjorde det som alle synes var mærkeligt og apparte, vi solgte vores nye hus ved vandet og flyttede a’ H’ til. Først tog vi til Toscana i Italien i 5 måneder for at puste ud på forældreorlov. Der afsluttede vi så en hushandel, der betød at vi skulle bo på bondegård på Fyn, når vi kom hjem til Danevang igen.

 Da vi så på gården sammen med ejendomssmægleren lige inden vi tog til Italien, ville han vide hvad vi arbejde med, og da vi svarede, grafiker og fotograf, så det ikke ud til at han gav os mange chancer i dette område af vestfyn. 

Vi havde ingen familie eller venner på Fyn, da vi landede der i 1999 og kan nu prale med at vi da trods alt har venner her, selvom det ikke er noget vi dyrker i stor stil, vennerne fra Sjælland har vi ikke hørt fra længe. Da jeg et årstid efter spændte barnevogsselen på Thea på 2 mdr. Og gik på kundebesøg med korrekturer på design af en brevlinie hos naboen, der havde opfordret mig til at starte selvstændig virksomhed, ja omkring dér startede vejen mod livet som kreativ kvinde, der måtte klare sig selv, også selvom det var imod alle odds. Alt var jo imod at dette forsøg skulle lykkes. Jeg mødte megen skepsis. Enkelte sagde direkte til mig, at det faktum at jeg er fra Sjælland eller København, som de sagde, var et problem pga. mit alt for hurtige sprog og facon, ville få kunderne til at flygte. Trods modstanden er det gået mig godt, og til min store overraskelse har det været muligt at klare opgaverne alene, selvom jeg har haft meget travlt til tider. Et til tider stort præstiationspres , har rustet mig til at kunne se med ro på det, der vil komme, for jeg har lært at det er utroligt hvilke resourcer jeg kan trække på, og som jeg mener at alle mennesker har, det er bare ikke alle der er klar over det og som ved at de kan få et liv nøjagtig, som de vil have det. Det lyder så plat, men hvis du ønsker noget, så får du det! Amager halshug og kryds over hjertet, som en af mine døtre siger, når man skal stå ved det man siger.

 Som en sukkerknald i kaffen, sådan vil jeg beskrive mit liv nu, hvor de største tinder er besteget, børnene er født, kærligheden til min bedste ven (og mand) er stadig på sit højeste, jeg er kreativ hver dag, for jeg kan ikke lade være. Hvad kan jeg ønske mig mere? Jo, selvfølgelig er der mere jeg ønsker mig, listen er bare for lang til at den kan være med her..

 Jeg er faktisk på vej ind i endnu en stor udfordringsfase. Tænker at jeg vil skabe ”Det åbne rum”. Vi har mange kvardratmeter her hos os, der ikke bliver brugt til noget her i ”Udkantsdanmark” som det så populært hedder, set med Københavnerbriller. Jeg tænker jo at hele udfordringen ligger i at gøre rummet brugbart, og det koster ufattelige summer. Men hvis jeg kikker mig tilbage og ser at vi har klaret at istandsætte et gammelt hus og startet virksomhed, lavet bedandbreakfast-lejlighed, samtidig med at vi har opforstret 3 piger, haft kæmpe gedehold, heste mm.og været selvforsynende med grøntsager, så kan vi også klare at få sat dette nye skib i vandet. Det kommer til at koste de sidste kræfter vi har inden gigten for alvor sætter ind. Ondt i ryggen tilstanden hos mig er jo efterhånden kronisk og kan til tider sætte mine ambitioner lidt i stampe. Men det bliver sjovt og hvad kan det ikke bringe med sig af oplevelser..

Og når alt dette er skrevet, så tænker jeg også, hvorfor pokker sælger vi ikke hele pakken og flytter ind i et rækkehus i Faaborg og lever det stille liv, hmmm. Hvem er det egentlig, der har lagt planen, som man nogengange føler at man bare deltager i og bliver trukket af sted igennem og så engang imellem kikker sig tilbage og synes at det er lidt uvirkeligt at man klarede turen i rutsjebanen og kom levende til udgangen, lidt svimmel men OK. Thats life, I guess!