Efter aftensmaden igår fik Josefine, Frederik og jeg et spil UNO med moster Dordi. Smadder hyggeligt og det er dejligt at spille kort. UNO er et fint spil, og Josefine på snart fem kan være med nu.
Men at tabe kan være rigtig svært - og for storebror blev det svært, da han tabte til lillesøster, som lige havde lært spillet, og hun grinte og huede, som vi nu gør, når vi vinder. Han råbte at vi ikke måtte grine, og at det jo bare handler om at have det sjovt og ikke om at vinde og gik så og SMAK døren. Jeg gik efter og snakkede med ham om at han har fuldstændig ret, det handler om at have det sjovt, men at det også er sjovt at vise at man bliver glad, når man vinder. Næste gang kunne det jo være ham. Han brokkede sig stadig men vi gik sammen tilbage til spillet - og 15 minutter senere vandt Frederik og hujede og grinede over det.
Jeg kan godt huske at det som barn var svært altid at fryde og glæde sig, når de andre vandt i spil. Og jeg blev præsenteret for det gamle ordsprog, som overskriften i dag. Men at tabe skulle læres. Måske fordi vi begejstres så meget og kæmper for at vinde. Og hvorfor “skal” vi egentlig kontrollere vores følelser, når vi taber. Det er jo ærgerligt. Vi ville hellere vinde. Og forældre siger ofte at de ikke gider spille, hvis børnene ikke kan tåle at tabe. Og jeg forstår de forældre for det er belastende at sidde med sure medspillere hele tiden. Alligevel er det en barsk udmelding – og hardcore kontrol indlæring.
Hvordan har du lært dine børn at tabe og vinde med samme sind? Eller har du ladet sindene koge over istedetfor at indøve kontrol?
Min mor gad ikke spille med os børn, efter vi blev så store at vi begyndte at vinde engang imellem. Resultat? Jeg er verdens dårligste taber, og bliver helt hysterisk over at tabe i matador!!!
Faktisk var jeg en dårlig vinder som barn. Jeg hadede, når min far tabte, for han var virkelig en dårlig taber, så jeg “lod” ham tit vinde. Og det samme gør jeg med ungerne i dag, når vi spiller UNO. Marius (også snart 5) lærte spillet for 14 dage siden og er så vild med spillet og lige så ked af det, når han taber. Så, indrømmet, selvom jeg også prøver at videregi’ tab og vind med samme sind, så snyder jeg lidt, så særligt lillemanden kan smage på sejrens sødme.
Åhhh faktisk har jeg ikke tænkt så meget over hvordan jeg giver tabe/vinde-mentaliteten videre til mine børn. Og det er underligt, for jeg tror, jeg er en god taber i spil og sport, men sindssyg konkurrenceagtig, når det gælder mit job. Mærkeligt at det ikke er hele vejen rundt…
Men jeg har i hvert fald en dreng, der har det rigtig øv med at tabe.