Jeg er i farezonen for at blive én af dem (kan du mærke harmen og bagtanken – DEM vil jeg ihvertfald ikke være!!).
Så omformulerer lige – jeg er lige ved at blive nedlagt af dårlig samvittighed. Den der dårlige “s” er ved at fortærre mig helt. For nu burde jeg lige gøre det og nu burde jeg lige gøre dat. Nu burde jeg lige have husket den fødselsdag. Eller jeg skulle også se at få ringet til mine veninder. Eller jeg sidder her nu men skulle måske bruge tiden et andet sted – og så fremdeles. Er alle andre steder inklusiv fremtiden – end lige i nuet. Her sammen med dig!
Hmmm – hvad kan du, jeg og fremtiden lige bruge det til. Ikke en dyt. Selvfølgelig skal jeg tænke fremad men at give “burde og den dårlige samvittighed” så meget magt/så meget af min tankevirksomhed, er jo helt absurd.
Nå, coachingværktøjskassen frem. Burde starter vi lige med at kassere i et lodret kast til skralderen. Yes, ramte. Og nu indtage indsigten om at jeg faktisk bruger for meget krudt på dårlig samvittighed. Og hvad gi’r det mig? Ingenting. Det er ikke spor nemt det her. Men bare det at jeg lige stopper lidt op og spotter hei, hvor er det lige min opmærksomhed er og hvor opsluges min energi – virker faktisk afslappende.
Hvor er du lige nu – altså i tankerne – her hos mig eller? Åltså helt ærligt?
Jeg kender den dårlige samvittighed alt for godt ..burde kommer sjældent på besøg hos mig mere. For mig virker det, at holde fokus på det der er vigtigt lige nu og her. Jeg forsøger at være tilstede i nuet sammen med mine unger bl.a. ved at slukke mobil og pc.
Men at være tilstede i nuet kræver fokus fokus fokus…
Helt ærligt? Jeg er også over alle bjerge – både på ferie et ikke nærmere defineret sted og i den dårlige samvittigheds land over, at klokken nærmer sig hente-børn-tid og jeg ikke har udrettet en pind. Puha – det var så ærligt, at det næsten gør ondt at læse. Men på den anden side, som du selv siger: det hjælper egentlig lidt at pege det ud. Så kan jeg da se, hvad jeg IKKE skal gøre i morgen.
Jeg tror, vi er mange, der kender det sted, du beskriver. Jeg gør i hvert fald. For mig er det et tegn på stress. Og så hugger og stjæler jeg at alle tricks, jeg har hørt om, der kan få mig revet ud af den tilstand. Jeg øver mig på at gøre alting langsomt. Jeg træner jordforbindelse … tunge vandrestøvler over flere tønder land muldjord. Jeg slukker for al udefra kommende støj og er alene med dig selv. Trækker vejret ned i maven. Puha, så kom der lidt ro på…
Jeg bliver NØDT til at smække et link her til et indlæg jeg selv skrev omkring det der “burde” forleden. Håber du kan bruge det
http://stressstories.wordpress.com/2010/05/03/skal-b%C3%B8r-og-vil/