Farmor og farfar var på Fyn i forgårs for at tage til bedsteforældredag i Josefines gårdbørnehave. Egentlig var planen at de skulle have Frederik med hjem på alene-dage hos dem, men det kunne Josefine slet ikke kapere. Det slog hende helt ud, at hun ikke skulle med. Planen var at hun skulle blive hjemme – ud til legekammerat i dag og planlægge sin fødselsdag imorgen og vågne med mor og far i morgen tidlig med kram og fødselsdagssang.
Farmor tilbød at tage dem begge med hjem til imorgen og komme med Josefine op ad formiddagen på hendes fødselsdag. Og Josefine jublede. Jeg derimod måtte virkelig synke mange gange, fordi min lille pige på hendes 5 års fødselsdag IKKE skulle vågne hjemme hos mig. Jeg kunne slet ikke skjule at jeg som mor havde svært ved at rumme det. Jeg måtte virkelig tage hånd på mig selv og sige ja til en glad lille pige, som slet ikke havde det på samme måde som jeg.
Nu har de været afsted en dags tid, og det er en kæmpe hjælp. Vi når rigtig meget. Jeg går langsommere nu, når at trække vejret, og der er ingen der får revet hoveder af! Og det føles heller ikke svært mere at min lille skønne datter vågner et andet sted på sin fødselsdag.
Moderhjertet bimler-bamler indeni mig. Det er svært at give slip. Det er tankerne – og et eller andet sted måske også noget med kontrol og følelsen af at hun kan undvære mig på sin fødselsdags-morgen. Men selvfølgelig kan hun det. Og selvom jeg stadig gerne ville være den første til at kramme mit lille fødselsdagsbarn, så vil jeg gøre med-det-vums, jeg ser hende. Hun hygger sig helt sikkert max, og jeg ved at hun er i de bedste farmor-hænder.
Og hjælpen – ja, den er til at føle på. Tak for det.
Det evige dilemma, Karin – godt, at du slap hende ‘fri’, men du kan tro jeg kender følelsen. kh Anette