Var til skole-hjemsamtale med Frederik i går og blev helt øm om hjertet over al den ros og opbakning, han fik. Han sad der og så dem direkte i øjnene og tog bare imod – stadig med fast øjenkontakt – respekt. Er ikke sikker på at jeg gjorde det, da jeg var syv år gammel.
Allerede inden jeg tog ned til skolen og til samtale ved 13 tiden – havde jeg besluttet at hvis han ville, så ville vi cykle en tur til stranden bare ham og jeg. Heldigvis ville han - hellere end gerne.
Det var fantastisk at være afsted med et ham alene. Det skaber muligheden for lidt tættere kontakt, lidt mere nærvær, og tosomhed – også uden at skulle snakke. Det er vi gode til – ham og jeg.
Og igen - naturen er en perfekt ramme for at være i nuet. Naturen kan næsten ikke lade tankerne forsvinde og særligt nu - hvor det skriggrønne græs og bøgetræer, gule raps-marker og røde tulipan farveflor går amok derude og suger vores opmærksomhed. Og det er helt OK. Beroligende og afslappende.
Og stranden var fantastisk – lugten var der, stenene, følelsen af sand under sig og mellem hænderne. Vi kastede med sten, fandt flotte sten og stribede sneglehus. Det gælder altid om at finde dem, der er intakte.
Roen sænkede sig – vi havde en fantastisk time sammen. Kan anbefales.
Lyder dejligt. Var selv på Thorø i går. Med picnic og pigesnak. Kan også anbefales.
Lyder skøøøøøøøøønt. Og ja, børn er fantastiske til at tage i mod ros uden at afbryde eller kigge væk. Det ku’ vi vel lære lidt af?