… og jeg er hoppet på. Jeg kan mærke det i min krop, i mit tempo når jeg går og spiser. I det jeg spiser og det jeg gør. Og jeg kan nu mærke det på den måde jeg taler til mine kære på! Lunten er blevet forkortet over night, og mine børn er pludselig meget irriterende.
Dygtige Sofia Manning, hos hvem jeg har taget min coach-certification, sagde til mig at stressen foregår mellem ørerne, og for mig der har prøvet en snert af stress engang, som gav sig udtryk i rysteture og hungren efter søde sager, og for dig der måske har prøvet meget værre udfald af stress, så kan det lyde hult og arrogant. Men hun har ret, ikke at forklejne stress-ramte, men for at sætte det i perspektiv. Stress foregår mellem ørerne. Vi tænker os stresset over alt det vi skal, burde, bør og hellere skulle have gjort. Vi tænker os stresset ved igen og igen fortælle os selv at nu skal jeg også det, det, det og det. Og der er jeg lige nu. Ombyggeriet stresser, manglende job-indtægt stresser. Jeg bruger rigtig meget tid på at prøve at tænke mig ud af det hele og resultatet er at handling lammes.
Det er tiden at tage min egen coach medicin og stoppe alle de tanker i mit hoved, når de kommer, og gøre plads til handling og et skridt ad gangen. Trække vejret og mærke kroppen, omgivelserne, børn og mand og være her og nu og handle. Enig, det er så uendelig let at skrive. Dog det hjælper at få aben frem, på skrift og indtage og rumme indsigten. Så er jeg allerede et skridt på vej til noget bedre. Men det er jo mig!
Er du stresset? Har du prøvet at være rigtig stresset? Og hvordan hoppede du af stress-karusellen?
Der er ingen tvivl om at det er en god ide at lytte til signalerne inden det udvikler sig til en vedvarende stresstilstand.
Selv er jeg ikke stresset. Og jeg arbejder på ikke at blive det – blandt andet ved at være gået ned i tid, og i forsøget på at være nærværende.
Det er en konstant øvelse, fordi det er så nemt at hoppe over i noget andet – alt det vi burde, skulle, kunne etc.
Et forslag: Skriv en liste over dine tanker og vælg en ud hver dag, der har den højeste prioritet og er det eneste du skal forholde dig til den dag.
Det lyder mærkeligt, for der er jo altid MANGE ting at gøre, men det er netop det der sætter ind som handlingslammelse.
Ved at forholde dig til en ting, så er du nærværende omkring det og får taget stilling til den ene ting eller får gjort det – et skridt ad gangen. Langsomt og med god samvittighed.
Jeg har set i par resultater af at ‘gå ned med stress’, og det er skræmmende. Kunne slet ikke kende mine gamle veninder, der blev ramt. Så pas rigtig godt på dig selv og brug alle de redskaber, du har, til at få dig selv bremset, før du ryger ud over kanten.
Godt at vide, at du har både indsigten og redskaberne til, tror jeg, at holde stressen døren. Ellers vil jeg anbefale yoga. Det er fantastisk til det hele, tiltagende stress-tegn inklusiv. Kh
FLOT at du tager aben frem, Karin. Og du gav mig lige dagens tænker, for jeg er slem til at alt det ‘du-skal-du-skal-du-skal’-huske. Øver mig konstant i bare at her her. Nu. kh A
Hvor er det dejligt at du trods alt lægger mærke til, at nu er det galt. Det er ikke alle der gør det, før det er for sent – mig selv inklusive! Jeg var virkelig langt nede sidste år, og det var på det tidspunkt helt forfærdeligt. I dag er jeg dog glad for de ændringer, som stressen har givet mig mulighed for at lave i mit liv.
Jeg gik til psykolog, begyndte at forstå hensigten med yoga, mediterede, hørte MusiCure, og skemalagde mit liv med mindst muligt arbejde. Jeg var dog midt i mit speciale, så måtte igang igen efter bare 2 ugers fri, og det krævede virkelig meget struktur og planlægning, så jeg fik tid til at bearbejde. Og så bad jeg om hjælp! Bad om hjælp hos min kæreste, der nærmest overtog planlægningen af mit liv fuldstændig. Han fortalte hvornår jeg skulle holde fri, hvornår jeg måtte tage afsted om morgenen, hvornår jeg skulle blive hjemme, hvornår jeg skulle spise, dyrke yoga – ja alting…. Og jeg er dybt taknemmelig. Støtte var det vigtigste for mig!