Jeg troede det var mission impossible at jeg kunne være asocial men nej det kan jeg, og efter at jeg har været på selvudviklingens motorvej, hvor jeg fandt ud af at måske kunne rigtige mange mennesker stadig lide mig, når jeg bare var mig, ja så er mine asociale “tendenser” ligesom øget deres krav på plads en del. Jeg kan tage mig i at sidde og snakke med folk og så er jeg så langt fra til stede at jeg sagtens fysisk kunne have befundet mig i et andet kontinent.
Det er lidt skræmmende og lidt ubehageligt at indrømme men jeg trives med min asociale nye kammerat og jeg syntes det er smadder behageligt bare ikke at have lyst til at være social, selvom jeg hellere må øve på at sige besøg fra eller gå for mig selv, for den der minus-tilstedeværelse holder ikke helt, vel. Det er altid dødirriterende at sidde og snakke med en og så tydelig mærke at personen ikke hører en skid efter!
Men sådan er jeg altså også – ej den og acceptér den, Karin!
Har du mødt dit asociale gen? – Måske det altid har været der og du slet ikke er en
social festgøje som mig!? (altså nu med nyopdaget skrid-pomfrit-tendenser!)
Måske du slet ikke ser noget probs her. Men så please, del med mig, hvad gør du når dit asociale gen pludselig kraæver tid midt i en dejlig middag med masser af interessante mennesker eller fx dine gode venner?
Ha ha….
den kender jeg, men ærlig talt er folk tit så langt inde i deres egne hoveder at de formentlig ikke opdager man er “væk”
Så hvad gør jeg? tænker jeg er helt normal og husker at det ikke har noget med mig at gøre når jeg kan “se” at andre er “væk” i samtaler
Kh Annette
Jeg kender udmærket den følelse. Jeg sidder og taler med et menneske uden at høre, hvad det siger og uden interesse for at høre! For mit vedkommende har jeg fundet ud af, at det handler om, at jeg har gang i alt for meget. At der mangler ‘grounding’ og nærvær. Det er et vink med en vognstang om, at der er noget, der skal kigges på, for jeg vil behandle andre mennesker på den måde.
Jeg er helt enig med Anni, jo mere vi har i hovedet, jo sværere er det at holde fokus på dem vi taler med. Hvis vi hele tiden er “på vej videre”, så er det umuligt at deltage nærværende og interesseret i nuet og det gælder jo sådan set i alle livets sammenhænge.
Jeg er helt overbevist om, at vi alle har brug for den asociale side af os selv. Når vi fortrænger den og hele tiden har behov for at være sociale, så er det fordi vi har nogle sider ved os selv / vores liv, som vi ikke har det godt med. Jeg har selv været der, men efter at jeg fik ændret på de ting i mit liv, som jeg ikke havde det godt med, så fik jeg overskud til at nyde mit eget selskab.
kh Mette