karinmadsen.dk

I går aftes var vi til Sct. Hans i den landsby, hvor vi bor. Det vil sige vi var ude i ”bakkerne” som er et område en km væk – og ved vandet. Min lille familie og jeg deltog i en 70 årige gammel tradition, hvor mine minder om om Sct. Hans aften med lune sommeraftener, frikadeller og kartoffelsalat, leg op og ned ad bakker med græs så højt som et 6 årigt barn, smut-slåning ved vandet mens solen går ned, bål, heks, mødre med Yvonne hatte og masser af god stemning, stammer fra. Alt det kom tilbage til mig i aftes som et skønt, varmt og hjerteligt flashback. Stemningen var lattermild og sagte – simpelthen rent zen (for at bruge Anna Skyggebjergs forførende ord for øregangene og for os forældre til en hverdag med småbørn.

Jeg kunne mærke at min mand og vores børn nød det hele max, og den fine stemning smittede af på dem. Det slog mig at det var rart at vi var blandet ældre som unge og ikke absolut nogen vi sidder lårene af til daglig.

Da vi kørte hjem sagde min mand – det var da en fantastisk aften og det lunede mig helt ind i hjertet. Pludselig var jeg helt klar over at jeg faktisk havde glædet mig til at vise min mand og børn denne traditionsrige aften.

Vi skal aldrig mere til larmende Sct. Hans aftener i Tivoli, på Østerbro i KBH, på Amager, eller bare i den nærmeste lille by på fyn med musik, skrigende børn og duft af pandekager og grillpølser. Ikke at forklejne disse aftener – vi er bare et andet sted i dag. Lige præcis en aften som i går – er det jeg gerne vil give videre til mine børn, som de måske vil huske tilbage på.

Vi har fået en lille familie tradition – måske i virkeligheden den første – og sikke en fællesskabsfølelse, det giver.