karinmadsen.dk

Jeg var til venindes bryllup for 1½ uge siden og det var et fantastik bryllup – alt klappede og vi dansede til den lyse morgen. Det underlige var bare at jeg følte mig single-ramt. Forklaring: min mand var blevet hjemme pga. det er omfattende byggeri (som vi snart er ovre, heldigvis!) og jeg var så afsted som græsenke!

Her fik jeg vist smagt et lille flig af, hvad det vil sige at være single til bryllup – og det næste må ikke stå som en klagesang fra min side – det er mere en refleksion, og jeg blev lidt overrasket – ja ikke over jeg var alene til fest, men over at det er sådan – vi par gør – når vi er til bryllup. For jeg er da ikke en skid bedre selv, når jeg er afsted med mand.

- Allerede i kirken skete det. På bænkene var der plads til fire! Nå pyt tænkte jeg og satte mig, men så kom nr. 5 og kunne ikke være der og hans kone sagde – nej altså jeg vil sidde ved siden af min mand til bryllup (hvilket jeg sagtens kan forstå, det vil jeg jo også!) så jeg rejste mig straks og fandt en ledig plads ved siden af et par.
- Nogle mænd så nærmest medlidenhedsagtigt på mig, mig palle-alene i byen og alle andre to-og-to. Hvilket var helt rigtigt, men øv det var da ikke rart.
- Og da vi skulle have taget billed ved bordet og i kirken var det to og to, og selv om jeg var helt klar til alene-foto, så var alle omkring mig det ikke. Det blev lidt øhh, hvad gør vi lige med hende her? Og selvom jeg sagde: ta’ du bare mig, blev jeg begge gange “reddet” af en mand som trak med med på fotoet med konen eller borddamen. 
- Da dansen kom var det kun mine veninders mænd, der bød mig op. Indtil sent – så kom et par mænd forbi og spurgte om jeg ville danse – konerne havde lige lagt sig, sagde de!!!!

Bryllupper er kærlighedens fest, men alligevel – det gav da lige lidt at reflektere over!! Og tænk - jeg havde ikke skænket det en tanke inden!

PS. men konge-bryllupsfest og gensyn med gode gamle venner var det nu alligevel!