karinmadsen.dk

Lige før kom min mand forbi og spurgte om jeg ikke lige kunne hjælpe ham med at tanke hans mobil op!
Jeg kan mærke at jeg bliver lidt små irriteret over forstyrrelsen. Og tanker som: hvorfor kan han ikke selv fixe det melder sig. Da jeg så ikke kan komme ind på hans side, og han ikke kan huske password spørger jeg ham om hjælp og får ingen – han husker intet. Og så bliver jeg irriteret – sådan gnaven-agtig og jeg gnaver lidt af ham hvorefter han siger: – nej så kan det også være ligemeget (i virkeligheden mener han selvfølgelig ikke det, men han er klar over at han har afbrudt mig i noget, han har ikke styr på sine ting MEN sidst og ikke mindst kender vi alle trikset: nej – det kan også være ligemeget = en sikker vinder på at modtageren sidder tilbage med lidt dårlig samvittighedssmag i munden!!!).

Lige her i denne situation bliver jeg træt af at fixe ting på den bærbare (fordi du er så hurtig til det, siger han!) Engang var det da fedt at høre – nu er det blevet irriterende.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe (og det er også fixet nu -for selvfølgelig overtog min dårlig samvittighed). Jeg fandt ud af det, men jeg er lidt træt af at være fixer-madsen. Det svære er bare for andre at opfatte, hvornår jeg er træt af det og hvornår det passer mig fint. For jeg kan jo godt lide at hjælpe andre. Jeg er flasket op med den holdning.

Måske et forstyr-ikke skilt er løsningen – eller måske en bakke to-do-for-andre er sagen. Eller måske bare et nej kan gøre det, og så have det ok med det. 

Og det er nok det, der er hagen ved det hele. Mit medfødte hjælper-dna, hvor du ikke siger nej. Min evige udfordring og mit issue som jeg har arbejdet med længe. Nu dukkede den så op igen og jeg plumpede i.

Måske du kender til det ikke at kunne sige nej!?