karinmadsen.dk » Følsomhed

Så pisse følsom!

karinmadsen — Tue, 09 Nov 2010 06:30:49 +0000

Undskyld mit sprog. Men hvor bliver jeg dog indimellem træt af at være så skide følsom. Kan jeg ikke bare være en cool bizz kvinde, som lægger arm med de store (og vinder) og som fælder eventuelle konkurrenter eller mindre søde mennesker med mine usynlige lanser på mine spidse albuer.

Hvorfor er mine følelser synlige udenpå, og indeni placeret midt i mit mellemgulv?

Hvad skal jeg dog med alle disse følelser. Er der et følelsesinstitut, hvor jeg kan placere dem, og de kan opbevare dem for mig – bare for en tid uden fast afhentningstid.

I virkeligheden vil jeg jo ikke være en følelseskold iskvinde, men jeg vil dælme godt have trick’sene til, hvordan jeg lander mit følelsesregister, så det lander godt, lunt og rart. Hvor jeg kan nyde alle mine følelser, mærke dem og leve godt med dem istedetfor at lide med dem.

Ved godt jeg skal kvitte modstanden, men kan jeg så få lidt medvind tak!

Dig, mig og os to

karinmadsen — Tue, 02 Nov 2010 10:40:24 +0000

Jeg har lyst til at skrive om parforhold/tosomhed. Jeg kan mærke at mentoringen giver mig indsigter og udfordringer her – selvom det skulle være det rene business-arbejde.

Vi alle (næsten alle – kender få der ikke vil!) ønsker at dele vores liv med en person, som elsker os, og som vi elsker. Vi vil gerne have kærlighed, parforhold og tosomhed velvidende hvor fantastisk det kan være, når det hele “peaker”, og hvor rigtig svært det kan være når kanterne rives. Noget af det som jeg oplever som svært i et parforhold er – virkelig at forklare og fortælle, hvad det er, jeg har behov for lige nu. Jeg kan stå der midt i den daglige trummerum og hele kroppen min skriger på et kram, og istedetfor at fortælle at jeg gerne vil storkrammes – siger jeg at opvaskemaskinen skal tømmes – eller gider du ikke lige hjælpe med ungerne nu! Andre gange lykkes det virkelig at mumle det højt, men det opfanges bare ikke af min mand. Har ikke lyst til at ty til dramaqueen-seancen, hvor jeg kaster mig ud i kaskader af dramatiske udtalelser om, hvordan jeg gerne vil bekræftes og aldrig bliver det. Selvom jeg da har en indre drama-dame af slagsen boende et eller andet sted inde i mig (altså bare en lille én, forstås!!).

Hvorfor er det svært at sige, hvad jeg har behov for. Måske fordi jeg ikke selv ved det, måske fordi jeg ikke erkender at det er der, jeg er. Måske er det for sårbart. Men hvis ikke i parforholdet, hvor så?

Er du god til at formulere dine behov til din partner. Måske I bare mærker hinanden og agerer - eller er jeres opvaskemaskine altid tømt!?

Hvorfor er det så svært…

karinmadsen — Sat, 07 Aug 2010 12:24:14 +0000

… at holde sin albue i ro. Fordi den sidder på en del af kroppen som vi nærmest bruger konstant. ja, du har gættet rigtigt - jeg har erhvervet mig en tennis-albue – selvfølgelig den højre (er højrehåndet). Det er soleklart. Det er hævnen for at male hus non-stop i næsten 4 uger. Resultatet er jeg rigtig tilfreds med men nu døjer jeg altså i den grad med den hersens albue. Min søsters svar var: Har været der, det er så 3-4 uger i total ro med (hun nævnte 2 slags piller, som jeg lykkelig har glemt navnene på – hun er operationssygeplejerske!) og så er det måske ovre! Måske! Jamen det er jo helt umuligt – 3-4 ugers ro – med to mindre børn, hus, have som er gået i gro-amok-mood lige nu og aktiv jobsøgning som aldrig før. Spurgte hende slet ikke om det gjaldt ro ved den bærbare også, for det kan hun glemme. Har forøvrigt heller ikke lyst til at spise 2 piller tre gange dagligt. Men bør måske overveje. Den albue og underarm gør virkelig ondt – ikke når jeg laver noget, men bageefter værker den bigtime og nonstop. ØV. Og jeg er ikke engang færdig med at male!!!

Tilbage fra de evige søvnmarker!

karinmadsen — Sat, 26 Jun 2010 08:07:54 +0000

Min søster var så sød – så betænksom at give min mand og jeg et gavekort til rygmassage. Og jeg glædede mig og to af afsted torsdag og fik en grundig og god omgang. Bageefter var jeg lidt groggy som altid, så fik jeg kvalme og nu 1½ døgn senere sidder jeg her for første gang oprejst siden. Ved ikke lige hvad massøren fik fat i – men det var vist det vi må kalde måneders hengemt stress og da der blev masseret op for sluserne faldt jeg sammen som en slatten klud. Jeg er stadig fortumlet, forsovet og forsvirret, men jeg er dog på vej tilbage til det virkelige liv. Meget mystisk og meget underligt forløb. Har ikke engang nået at snakke med massøren men det har jeg da tænkt mig.

Har du prøvet at din krop reagerer så voldsomt på massage?

Søndagsflimmer

karinmadsen — Sun, 30 May 2010 10:53:57 +0000

Det regner - jeg ønsker mig sol.

Børnene spiller nintendo – jeg ønsker mig dem i legehuset alt imens stille lege-snak lyder derfra.

Huset ligger i byggestøv – jeg ønsker mig ro og færdigt husarrangement.

Mine fødder og hænder værker af håndværker-arbejde – jeg ønsker mig bløde futter og feminine hænder med lak.

Dagens flimmer er ude af hovedet – sat på skrift – delt med dig – og jeg sidder tilbage taknemmelig og glad, selvom jeg ikke altid får, hvad jeg ønsker mig. Det er ”bare” søndagsflimmer. Kender du det?

Smitter stress?

karinmadsen — Tue, 18 May 2010 08:48:05 +0000

Ja, jeg spørger bare.
Jeg er stadig småstresset, dog prøver virkelig at sætte mine stresstanker mellem ørerne ud af spil. Taler til dem, beder dem gå på husvandring istedet for at insistere på at slå sig ned her hos mig. Og det igår at stoppe op og nærstudere blomstrende pærertræer. Alt den slags hjælper.

Nu er jeg bange for at jeg “har smittet” min mand. Han virker stresset. Har jeg direkte overført det til ham (nærmere projekteret det over på ham) – eller har vi gang i en stress-virus her i det fynske.

Kender du til stress-virussen?

Hjælpen – se den og ta’ den

karinmadsen — Fri, 14 May 2010 08:08:51 +0000

Farmor og farfar var på Fyn i forgårs for at tage til bedsteforældredag i Josefines gårdbørnehave. Egentlig var planen at de skulle have Frederik med hjem på alene-dage hos dem, men det kunne Josefine slet ikke kapere. Det slog hende helt ud, at hun ikke skulle med. Planen var at hun skulle blive hjemme – ud til legekammerat i dag og planlægge sin fødselsdag imorgen og vågne med mor og far i morgen tidlig med kram og fødselsdagssang.

Farmor tilbød at tage dem begge med hjem til imorgen og komme med Josefine op ad formiddagen på hendes fødselsdag. Og Josefine jublede. Jeg derimod måtte virkelig synke mange gange, fordi min lille pige på hendes 5 års fødselsdag IKKE skulle vågne hjemme hos mig. Jeg kunne slet ikke skjule at jeg som mor havde svært ved at rumme det. Jeg måtte virkelig tage hånd på mig selv og sige ja til en glad lille pige, som slet ikke havde det på samme måde som jeg.

Nu har de været afsted en dags tid, og det er en kæmpe hjælp. Vi når rigtig meget. Jeg går langsommere nu, når at trække vejret, og der er ingen der får revet hoveder af! Og det føles heller ikke svært mere at min lille skønne datter vågner et andet sted på sin fødselsdag.

Moderhjertet bimler-bamler indeni mig. Det er svært at give slip. Det er tankerne – og et eller andet sted måske også noget med kontrol og følelsen af at hun kan undvære mig på sin fødselsdags-morgen. Men selvfølgelig kan hun det. Og selvom jeg stadig gerne ville være den første til at kramme mit lille fødselsdagsbarn, så vil jeg gøre med-det-vums, jeg ser hende. Hun hygger sig helt sikkert max, og jeg ved at hun er i de bedste farmor-hænder.

Og hjælpen – ja, den er til at føle på. Tak for det.

Snot-kongernes heltinde

karinmadsen — Sat, 01 May 2010 15:30:14 +0000

Jeg har dummet mig. Jeg har lavet klassikeren – sagt ja til at hjælpe en hel dag i gårdbørnehaven – blev vildt forkølet med ondt i ører og hals men tænkte nej, nu har jeg sagt ja. Så tog afsted en hel dag storsnottende og dårlig. Du tænker hvor smart med alle de små børn omkring mig og ja, du har ret, hvor smart er det.

Men jeg følte (om morgenen) at sygdom ikke skulle slå mig ud og at jeg nok klarede den. Hvilket jeg fortrød nok cirka 345 gange i løbet af dagen. Men jeg holdt ud – er jo heltinde - et eller andet sted inde i mig, eller skal vi ikke hellere bare kalde det for stædig og de-kan-regne-med-mig agtigt.

Så ligger nu på vist nok 3. dag som snot-kongernes heltinde. Føler mig på ingen måde som en heltinde og har ikke følt mig sådan på noget tidspunkt. Tværtimod – har siden min helterolle og de-kan-regne-med-mig attitude kun ærgret med over at jeg ikke blev hjemme under dynen.

Nu må jeg snart lære det. Lyt til kroppen. Den prøver faktisk at fortælle mig noget!

God fredag – eller det er vist lørdag.

En statusmelding…

karinmadsen — Sun, 07 Mar 2010 09:36:39 +0000

Er stadig ikke rask. De sidste to dage har jeg befundet mig i feberland. Sovet ufattelig mange timer og kun deltaget i hverdagslivet i sløvet tilstand. Og dette indlæg bliver også kort for jeg er kun på udrejse på vej tilbage. Orker ikke rigtig at skrive så meget. Men jeg vil så gerne sige tusind TAK for jeres fantastiske kommentarer. Og I will be back!

På langs…

karinmadsen — Fri, 05 Mar 2010 08:07:58 +0000

Jeg ligger og skriver lige nu, det har jeg ikke prøvet før. Men dagen igår endte i den grad på langs.
Efter at have kørt rundt til diverse arrangementer og købeprojekter i går, så endte jeg hjemme med børnene kl. 17 og da var jeg så færdig med så meget ondt i halsen og i hovedet at jeg måtte aflyse gym.træningen og aftale med børnene at mor lige tog en lur mens de så en tegnefilm. Det næste jeg hører er at Mauro kom ind ved seks-tiden, og svagt husker jeg at ungerne krammede godnat og Mauro gik i seng ved midnatstid. Jeg var fuldstændig færdig og har været i dyb dyb søvn. Puttetrolden Kasper (vores borderterrier) har ligget standhaftigt ved siden af mig hele natten og er stadig min kompagnon her i sofaen på langs… ØV gider ikke ligge her, bryder mig virkelig ikke om at være syg. Jeg bliver altid så følsom og får tendenser til sortseerhed. Men tænker at det der skal til lige nu er fully accept af at min krop skal restituere sig. Så jeg vil daffe rundt her i blogland og nyde alle de fantastiske skribenter herude, sove og bare være. Måske heller ikke det værste på en solrig fredag.