Min dag i dag er blå. Jeg har drukket af den blå empire kop (ok – ynglingen min), har sat en blå vase på bordet med tulipaner, er i blå jeans og blå og sort kjole, har taget den blå ring på, overvejede seriøst blå øjenskygge men har ingen (nok meget heldigt). Farven blå i dag falder i min smag. Sådan er det bare. 

Eneste lille blå ting som jeg savner i dag er et stykke blå himmel. Kom bare frem og ønsk os alle god weekend.

Hvad farve er du i dag?

Kærlige blå hilsner Karin

Jeg hælder mest til en udtalelse, jeg hørte Mie Madsen, underviser og coach, komme med.
Definitionen af en konflikt er når to x behov ikke imødekommes.

Når vi har et behov, som ikke bliver imødekommet hos en anden part. Og det kan der være mange grunde til. Oftest (desværre) tror jeg, det er fordi behovene ikke er formuleret ud i rummet, sagt højt til den person, som skal opfylde det. Vi får simpelthen ikke kaldt en spade for en spade. Fx overfor chefen bliver det at sige at jeg gerne vil have mere direkte kommunikation (læs: tid) om mine opgaver sammen med ham – sagt nogenlunde sådan her: “Jeg tænkte om vi ikke kunne tage et møde om det – fx bare 1 gang om måneden. Jeg ved jo godt at din kalender er presset”. I virkeligheden skulle jeg bare have sagt: “Jeg har brug for at tale med dig dagligt om mine opgaver, og det er ikke fordi jeg er usikker eller ikke kan finde ud af det, jeg vil bare gerne vende tingene med dig, fordi jeg godt kan lide sparringen og det giver mig energi!” Mit behov = daglig sparring af opgaver og energi!

Hjemme med partneren bliver det ofte en meget større sag – for desværre – med kærlighed bliver det aldrig nemmere, vel. Så er behovene blandet med kærlige følelser og forventninger og her kan det virkelig ramle. For når jeg har et behov for bare at blive elsket lige nu – træt, udkørt og med fedtet hår, siger jeg måske: “Ku’ du ikke lige have skovlet sne, så jeg kunne komme ud af den fandens indkørsel imorges!” – istedet! Eller sådan ville jeg selvfølgelig aldrig sige, men tænker naboen ville sige sådan!!! Nå, men kunne bare have sagt: “Gi’r du ikke et dejligt kram, trænger sådan!”

Hvorfor dette emne i dag, tænker du måske. Fordi jeg selvfølgelig også konflikter indimellem. Og egentlig har det ligget som en påbegyndt kladde en rum tid, og selvom vi er midt i den søde og kærlige juletid, så må det bare ud nu. Det undrer mig til stadighed at det er så svært at få sagt vores behov højt, og dermed give andre chancen for at forstå dem og imødekomme dem. Men det er det!

Måske dette indlæg kan være med til at sikre en dejlig julefred rundt omkring. Det ville ikke være tosset.

Hører altså virkelig gerne fra dig om ovenstående – måske du har en “god” konflikt, du gerne vil dele med os til inspiration og kommende julefred, så hold endelig ikke noget tilbage … 

Det er fordi jeg er lidt presset på hjemmefronten i øjeblikket – jeg har simpelthen ikke magtet, nået eller været dreven hen til min ellers elskede bærbar, elskede blog og denne fantastiske virtuelle verden af skønne mennesker, der vil hinanden det bedste.

Jeg er ked af det – dog har nu været helt ærlig. Lidt frossen har jeg også været – det har vi alle vel – overmandet af endnu en tilsyneladende kommende og meget tidlig faldende isvinter.

PS. Har forøvrigt fået vinterdæk på OG er hovedrystende og syrligt medfølende overfor dem, der baldyrer at de stadig kører med sommerdæk!!!

Jeg var “en af dem” igår. På vej til gymnastik med vinterdækkene i bagagerummet, fordi ham der skulle sætte dem på først havde tid i weekenden og ikke i går, og da han gør det ganske gratis – var jeg helt ok med det. Indtil jeg kom til Vissenbjerg lidt længere ind mod Odense på fyns land, og der pludselig lå 20 cm sne og totalt isglat føre, så skal jeg hilse at sige at jeg var den, der standsede trafikken. Jeg styrede ingenting, og den gamle passat som jeg har haft og kørt i mere end 8 år, vi svingede pludselig ikke samme mere. Rat, gear, pedaler – intet virkede og jeg rutchede rundt som en bambi på glatis blot noget større og noget mere klodset og noget mere farlig både for mig og andre trafikanter. Det var hæsligt. Jeg blev faktisk skide bange, og ringede til den eneste jeg kender med en firhjulstrækker og blev hentet hjem (læs: reddet) efter træning.

Bilen måtte sne inde ved hallen og overnatte der med sin sommerstemning og lækre dæk. Jeg turde ikke køre hjem og kunne forøvrigt heller ikke bestige selv den mindste lille bakke på 2 %.

I learned my lesson. Er dybt taknemmelig for at der IKKE skete noget.

Som plaster på såret linker jeg dig lige til denne skønne web-shop, som jeg er vild med, og som er skyld i at min ønskeseddel allerede fylder én side. Der er virkelig skønne klæder til dig – og lækkert stuff både til boligen din og til juletiden, som indhenter os lige om lidt.

God onsdag fra mig til dig…

Jeg gør ikke helt. Jeg er ret tryg i eget selskab. Og det er jeg glad for, for så skal jeg ikke hente den følelse udenfor mig hele tiden. Dog har mentorarbejdet gjort mig opmærksom på, at jeg savner en tryg havn alligevel. Jeg savner et sted, hvor jeg kan hente tryghed, når jeg ikke selv magter at fylde mig op.

Lyder det hokuspokus?

Tror vi alle har brug for tryghed – nogen af os mere end andre, men tror det er en basiskost for os mennesker. Nogen er gode til at hvile i dem selv fuldt ud – og nogen ikke. Nogen af os oplever nogle ting i livet som ryster vores grundvold i en grad, hvor vi bliver opmærksom på at det at føle sig tryg er en stor værdi, som der skal sættes pris på.

Jeg blev udfordret da vi mistede vores tvillingesøn 5 dage gammel. Alt røg for alvor over styr. Jeg kom ud i grænselandet og over grænsen for, hvad jeg kunne holde til. Men selvfølgelig holdt jeg ud. For det gør du, og du lever med det og bliver også styrket. Jeg blev især bevidst om hvor vigtigt det er at leve sit liv fuldt ud for det kan være væk – blot ved et knips!

Anden store udfordring var min mands 6 årige sygdomsforløb efter et solobiluheld. Han er først blevet raskmeldt i år. Den tryghed der ligger i tosomhed og fællesskab blev så ensom og presset, at det er svært at indhente igen. Alt blev uvist og usikkert. Det slider og det æder på trygheden – dog det styrker også. For vi er jo igennem.

Kan vi konkludere at møder med grænselandet styrker og gør at vi hviler i vores egen tryghedszone – men at en tryg havn alligevel er vidunderlig at sejle ind i – engang imellem. Eller – hvad tænker du?

Jeg ved ikke hvorfor vi piger er vilde med ham. Han dukker ofte op, når der er en konflikt, så går vi (læs: jeg) i Holger-fortolker mood. Vender og drejer dialogen/tingene i hovedet igen og igen.
Igår sendte jeg fx en sms til en ven, hvor jeg beklagede at jeg reagerede lidt hidsigt i en situation, fordi jeg blev hamrende irriteret over mig selv. Der var en opgave, jeg skulle løse, og jeg ville fixe den, og det drillede helt vildt – ergo blev jeg lidt kort for hovedet. Ikke helt fair. Så senere sendte jeg en sms, hvor jeg beklagede og forklarede at intet var myntet på ham. Og så fik jeg ikke noget svar og den tolkede jeg længe på… Var han sur, ked af det, gevaldig træt af mig osv osv.
Faktum er bare at når vi bliver ved og ved og tolker på en sag, så er vi i gang med at brygge en historie, og det bliver altid den slags historie, som der ikke er noget hold i.

PS. Holger kan også være en kammerat. Fordi nogle sager kan godt tåle at blive vendt engang mere i hovedet – noget nyt – en ide, en mulighed kan dukke op. Dog står den på holger-fortolker repeat spilder vi vores tid!!

PSS. Mødte vennen min her til morgen, og han havde slet ikke set min sms!!

Må erkende at jeg aldrig bliver pædagog, men hvor jeg dog bøjer mig dybt og takker for at der er nogen der vil passe mine børn. Det er hårdt arbejde uden mange pauser. Ofte når vi henter sidder der måske en pædagog eller to midt i gårdspladsen med kaffe og frugt, og de snakker samtidig med at de snakker med børnene. Indimellem har jeg da hørt kommentarer fra forældre om at det er nemt at være pædagog – men æd den igen, makker. Ta’ en dag eller to og gå med dit barn i børnehave og deltag på lige fod – altså ta’ dig også af de andres børn. Hold da op, der er ikke formiddagskaffe-pause, frokost i kantine og eftermiddagskaffe i ro og mag i voksenselskab. Nej, de spiser, drikker hele dagen med børnene omkring dem, med dem på skødet, trøstende eller snakkende. De har max. 20-30 min. pause efter frokost i et lille rum. Det er det.

Jeg misunder dem ikke - er bare så glad for at der er nogen, der har det som et kald. Og herfra et kæmpe hep hep til vores fantastiske gårdbørnehave og pædagogerne.

Josefine, Frederik, kusine Ann-Sofie og jeg for 3 år siden på gårdspladsen i børnehaven…

(fotos udlånt af Gustavsminde)

Hvorfor er mine følelser synlige udenpå, og indeni placeret midt i mit mellemgulv?

Hvad skal jeg dog med alle disse følelser. Er der et følelsesinstitut, hvor jeg kan placere dem, og de kan opbevare dem for mig – bare for en tid uden fast afhentningstid.

I virkeligheden vil jeg jo ikke være en følelseskold iskvinde, men jeg vil dælme godt have trick’sene til, hvordan jeg lander mit følelsesregister, så det lander godt, lunt og rart. Hvor jeg kan nyde alle mine følelser, mærke dem og leve godt med dem istedetfor at lide med dem.

Ved godt jeg skal kvitte modstanden, men kan jeg så få lidt medvind tak!

Sofia beskriver 6 tegn på selvsabotage:
Du lyver over for andre – eller overfor dig selv.
Du pleaser og sætter andres prioriteringer og behov før dine egne, hvis du overhovedet kan mærke dine egne! JA!
Du udskyder det, du ved er vigtigst at få ordnet. JA!
Du får sagt JA til for meget – og ender med at brokke dig over alt det der fylder dit liv! JA!
Du undgår at den tage vigtige konfrontation.
Du prøver at være perfekt – og kommer derfor aldrig i gang.

Og som den opmærksomme læser du er – har du opdaget en klingende JA bag tre af sætningerne. Der følte jeg mig ramt. JA, jeg pleaser andre og sætter deres opgaver, prioriteringer og behov før mine egne. Faktisk arbejder jeg rigtig meget med at mærke mine behov – jeg skriver til dem (mentorarbejdet pt.!) JA, jeg udskyder nogengange at få handlet på vigtige opgaver. Eller jeg kan finde på at tænke dem ihjel. Fx mentoropgaven med dagligt at få skrevet mine tanker ned. Det skal jeg virkelig holde mig selv fast på, selv støvsugeren er pludselig en yndet ven istedet. Selvom jeg ved det er vigtigt og selvom jeg gerne vil afklaringen/arbejdet. JA, jeg får sagt ja til for meget nogen gange. Især til dem jeg holder af. Så det er også et ja til alt det sjove og dejlige med venner og veninder. Og her fornylig sagde jeg ja til at renskrive og færdiggøre en program for en forening, helt på frivillig basis og selvom det ikke var en kæmpe opgave så endte jeg med at hade den og brokke mig over at “den opgave” fyldte for meget i mit liv – også selvom jeg kunne høre mit brok og var dødirriteret over den.

Kender du selvsabotageland?