Lige nu har jeg fat i noget rigtigt i mit mentorarbejde, og jeg arbejder pt. på to jobmuligheder/kontakter om et antal arbejdstimer ugentlig. Og det hele er så spændende, usikkert og god damn livsbekræftende plus det føles så rigtigt.

Alligevel tøvede jeg. Ikke fordi det tilbudte job er et ønske job, selvom jeg kan mærke at jeg kan noget med de børn. Men fordi det er fast indtægt – godt nok meget lille fast indtægt, men stadig fast.

Omvendt så kunne jeg mærke i min mave, at det var et nej. YES-YES-YES. Jeg kunne tydeligt mærke i min mave at den lige fra buddet kom, takkede nej og sendte meldinger op til min hjerne om: Karin, nu takker du pænt nej og hægter dig fast ved det du har gang i og gør det færdigt – for du har fat i noget…

Så det var dejligt at skrive en mail retur til børnehaven med ordene: Tak for det fine tilbud i danmarks bedste børnehave, men nej tak.

Får associationer til skoletiden, de små klasser (der hvor min søn er lige nu), der hvor de lige har lært at række hånden op med en energi og krudt i møllen, så fire raketter kunne affyres af samme. Så sidder her med følelsen og … (kigger mig omkring) … hånden oppe og har lyst til at råbe ta’ mig, ta’ mig. I det mindste hør, hvad jeg har at sige – ta’ mig, ta’ mig!

Hmmm – panik-ansøgning er nok ikke det bedste skud i bøssen. Måske jeg lige skal tømme opvaskemaskinen og få et fokusskift eller driple op og smække medi-cd’en på for at få vejret igen!

See you later – og god we…

En dag var Frederik på miniferie hos farmor og da han gerne ville ind på sin farm, som ligger via min facebook, fik farmor min adgangskode.

Egentlig tænkte jeg ikke videre over det først. Men bageefter følte jeg det som om jeg havde givet noget af mig væk. Hvad hvis hun lurede min facebook. Havde jeg egentligt noget at skjule? Næ! Alligevel var det specielt at have givet en adgangskode til sin svigermor. Kunne hun logge på mens jeg var på osv osv – masser af tanker meldte sig, men dagene gik og jeg har stadig ikke ændret min adgangskode. Nu er jeg måske heller ikke den største bruger af FB, men alligevel.

Ville du give din facebook adgangskode til din svigermor? Og hvorfor ikke?

Jeg glemte det også i dag. På mødet med det lokale iværksætternetværk, hvor jeg delte ud af min viden omkring blogging. Arrangøren nævnte at jeg og min viden kan erhverves mod fakturering, tak for det. Hmm - istedetfor at banke mig selv mere med kødhammeren lige nu, så er det nu noteret på erfaringskontoen, husk at sælg dig selv og det du kan! Jeg er jo vild med at være på og give min viden videre, stille skarp på andres udfordringer og finde smuthuller og ideer, der kan give dem succes. Lige der ejer jeg hele mig og føler mig som en succes! Måske du syntes at al den snak om succes er lige lovlig selvfed, men er den nu det? Vil vi ikke alle gerne have succes med det vi brænder for?

Nå, men hvis du er ved at vende vrangen ud over snakken om succes lige nu – så skal du ikke læse videre – for denne kvinde ville aldrig glemme at belyse hvad hun kan. Hun er så skarp og har virkelig fokus på business og succes – også din – hvis du tør lade hende komme indenfor. Hvis du ikke tør det lige nu – så start med at følge med på hendes blog. – Den er loaded med inspiration!

Jeg er stadig lidt sygdomsramt – men har alligevel lyst til at dele med dig at jeg har det lidt ambivalent med kvindernes kampdag. Egentlig fordi jeg syntes at det er specielt at vi kvinder har en kampdag. Jeg ville sige det samme hvis mændene havde sådan en dag. Jeg er lidt splittet – jeg syntes det er lidt af en fallit erklæring at vi skal op på barrikaderne på en enkelt dag om året, omvendt kan jeg godt se at vi bare skal benytte os af den PR, vi kan få for at få vores synspunkter frem. Dog syntes jeg det er vores allesammen ansvar hver især at ændre vores situation, hvis vi er utilfreds med noget. Og vi må erkende – vi kvinder - ofte selv holder os fast i at vi ikke vil tage en bestyrelsesplads fx på grund af det betyder mange aftener væk hjemmefra, og vi ikke vil slippe kontrollen på hjemmefronten så derfor laver vi stadig mere praktisk derhjemme. Vi skal selv tage ansvar for at gøre mere og nok snakke lidt mindre.

Egentlig er jeg nok bare ikke til sådanne kampdage – bryder mig heller ikke om ordet kamp. Ofte er det os selv vi kæmper med, men ofte har jeg i debatten hørt at vi pejer fingre af mændene. Glemmer bare lige at når du peger på andre, er der altid flere fingre, der peger tilbage på dig selv! Er også uenig i at en lov skal diktere os kvinders merdeltagelse i bestyrelser. Jeg vil til hver en tid heller ind i en bestyrelse pga. mine kvalifikationer istedetfor at nu mangler der en kvinde! Det føles bare forkert.

Nå – kan ikke hidse mig så meget op over dagen. Men respekterer at der er nogen der gør. Har lyst til at linke over til Julia – hvor du kan få fine ord med på vejen om dagens dag – og høre hvor dagens slag står, hvis du er klar til kamp. God mandag.

Nu ser jeg at jeg igen er blevet bedste pal med offer-Ole og lige nu kalder jeg det for vadested unplogged her på bloggen. Hold kæft – hvorfor har I ikke sagt det til mig!!!! Nej, det er okay. Men hvis I har tænkt det, bare én gang, må I meget gerne skrive det i en kommentar til mig, for det er da hamrende interessant!

Jeg står altså her midt i mit vadested og syntes det er vældig synd for mig. Godt så – måske det er derfor jeg har haft svært ved navnet Vadestedet i længere tid – og måske derfor det har været så svært for mig at skrive om at være i vadestedet. FOR JEG GIDER JO IKKE VÆRE HER! Altså ikke her på bloggen – her elsker jeg at være sammen med dig, men jeg gider ikke være i vadestedet, og hvordan kan min blog så hedde vadestedet.

Altså please – hjælp mig lige her - lad mig lige høre hvad du tænker, lige nu – ikke lige om lidt – nej lige nu. Skriv til mig, hvad tænker du?

PS. jeg har lige nået at tænke – bør, kan, tør jeg dele det her med dig her på bloggen – og bare det at jeg tænker sådan gør – at jeg tør!

Mine forældre skal holde guldbryllup til juli. Tænk gift i 50 år. Det er beundringsværdigt i en eller anden forstand. Og ret fint – syntes jeg, men det er jo også mine forældre. På det seneste har de drøftet, hvem der skal med og blandt andet også om vores to små børn skal med til aftensfesten. Mine søstres teenagepiger skal med til aftensfesten.

Min mor spørger mig så, om det er okay at vores børn er med hele dagen, men om aftenen i forsamlingshuset – så bliver de passet. Og det er fint for mig. Virkelig. Mauro og jeg får ikke meget voksentid ud af det, når Josefine og Frederik er med som de eneste små børn og til sent. Børnene får ikke meget ud af det, fordi der kun er voksne og fordi det bliver sent og mor og far sidder lææææænge ved bordet. Så ingen probs her. Vi finder en løsning.

Men sådan er det ikke alle, der ser det, og min mor er også blevet konfronteret med: Det kan man da ikke!

Hvorfor ikke? Fordi det er mine børns mormor og morfar, der holder fest? Fordi vi ikke kan lave forskel på mine og mine søstres børn? Eller fordi mine børn ikke skal gå glip af noget eller? Ved ikke hvad begrundelsen for udmeldingen helt nøjagtig var. Men jeg tænker egentlig ofte når der er aftenfester eller større komsammener at det ikke er specielt børnevenligt, og jeg tænker ofte at mine børn da meget hellere vil være et andet sted, lave noget andet eller blive passet af nogle, der har tid til dem og ikke sidder timer ved et festbord. Og jeg tænker helt ærligt også på mig selv og min mand. Vi får også ro og alenetid. Men jeg kan godt se rundt i min vennekreds at sådan er der rigtig mange der IKKE tænker og gør. De tager de små børn med til alle sådanne arrangementer og især dem i familie-regi uden at sætte spørgsmål ved det.

Er det bare mig – eller hvad tænker du? Skal vores mindre børn med, fordi de ikke skal gå glip af noget, fordi de skal vises frem eller fordi nu er der familiefest, og så skal alle i familien være til stede eller? Eller hvad syntes du, det handler om. Tør du give din mening til kende?

PS. jeg har for øvrigt ikke spurgt min mand, om hvad han syntes. Måske han er lodret uenig med mig (han er jo min modsætning), men det skal jeg nok vende tilbage med…

Det er noget af en heste-udfordring for mig. Det er også derfor at jeg ser på det som en overgivelse. Hvor jeg førhen har været bange for at give slip og bare tro og have tillid, så var det fordi jeg mente, at der ikke var styr på ting, at jeg ikke lavede noget – ikke var udfarende og/eller aktiv. Men det er jo vrøvl og den største løgn, jeg ever har fortalt mig selv. Den her overgivelse virker… på en eller anden måde! Og det hjælper at skrive til dig her på bloggen, så tak fordi du er med.

Så der er sket noget. Kroppen fortæller mig faktisk, at jeg har det rigtig godt lige nu, hvor jeg har tid til at være kreativ, skrive og arbejde med de projekter, som ligger i den hemmelige det-jeg-drømmer-om-skuffe!

Har du prøvet at overgive dig og tro på og have tillid til at tingene er præcis, som de skal være?

Vi ved godt allesammen, at det er det indre som er vigtigst, det indre indeholder det vi tror på og det vi er. Men det står ikke alene. Det ydre er jo også en del af os, og who are we kitting, hvis vi ikke tror at vi bliver bedømt på vores udseende. Især når vi præsenterer os selv og gerne vil have at andre skal købe en ydelse af os.

Jeg er ikke ked af mit nuværende billed her på bloggen, men det er mig midt i et grineflip, og det er nogle år siden. Selvom jeg er meget “grinende”, så er jeg også meget mere end det, så nu bestiller jeg den fotosession. Jeg har gået om den varme grød længe, for det bliver både grænseoverskridende og sikkert svært at stå der og være fotolækker, men jeg er nu overbevist om - at det også bliver sjovt og det hele værd.

Hvis du har læst med her på bloggen ved du også at jeg har investeret i en bog om penge. Millionøse metoden. Forfatterne lover at jeg for altid vil ændre mit forhold til penge. Hmmm, lyder interessant.
Efter at vi er blevet husejere og er kommet med i forbrugergruppen, som har kreditforeningslån, betaler licens og får hjemmebesøg af banken, så har jeg også fået udfordret mit syn på penge og har opdaget et bekymrings-gen, som jeg ikke tidligere vidste var en del af mig. Jeg har gransket mit inderste for at finde ud af, hvad er det lige det handler om – og er nået frem til at det er frygten for at miste. Jeg er bange for at miste det her herlige sted, som jeg føler mig rig over og hjemme i.

I den nyindkøbte bog er der et eksempel, hvor jeg opfordres til at tænke på penge som energi – ikke andet! En person har ændret sin gamle overbevisning om altid at mangle penge til at en ny overbevisning, som lyder sådan her: Jeg har altid adgang til alt det, jeg skal bruge og personen øver sig i at føle sig rig! Jeg føler mig rig, men bekymrer mig. Så jeg har besluttet mig for at teste dette ud. Den næste tid vil jeg arbejde med at tænke som netop beskrevet. Det koster jo ikke noget!
Hvis det bare er det, der skal til for at blive stinkende rig – så ja, det kan jeg – det kan jeg altså!!

Tør du tage med på denne overbevisningsfærd?