Jeg døjer ikke med den berygtede skriveblokering … – tror blot at Vadestedet måske er ved at tørre ud, og vaders’ne kan lægges på hylden, og jeg helt tørskoet er klar til at spadsere videre…

Af hele mit hjerte ønsker jeg dig en skøn og dejlig jul 2010, et festligt sa(s)lut på året 2010, og de bedste ønsker for et vidunderligt og foranderligt år 2011. 

Sidste billed på bloggen i år er vores juletræ, som vi hentede ind den 4. søndag i advent. Straks pyntede vi det smukt, og straks satte vi lys på og tændte dem. Derefter sad vi bare og nød træet mens vi fik kakao og julegodter. Det var smukt. Både træet og stemningen.

Tusind tak for alle dine fine kommentarer her på bloggen. Med dem og juletræsstemningen in mente siger jeg varmt på gensyn. Vi ses her i dette vidunderlige blogunivers igen.

KH Karin

Dog er så arrig på TELENOR at jeg må bruge min blog til at komme af med gassen. I’m so sorry. Har bare fået nok. Jeg bor på landet – yes. Vi har ikke de bedste forudsætninger for godt net – åbenbart ikke. Vi bor udenfor gudske tak og lov – yes – og derfor har vi også flere termostøvler end andre! MEN det kan fandme ikke passe at Telenor lover mig super duper bredbåndsnet, og så kan jeg ikke engang høre en sang på youtube, få mails i min indbakke uden der er op til 5 dages forsinkelse eller downloade den mindste lille tekst uden alt går ned.

Mit bredbånd er efterhånden bare et stort hul – hvor jeg igen og igen skal genstarte. Har afbrudt samarbejdet og har udsigt til 30 dages overtagelsestid og jeg tæller ned, som var det til juleaften…

Håber du har en anden stemning hos dig. Måske der dufter af pebernødder der, hvor du er. Måske julemusikken fylder rummet hos dig. Måske du er julestresset og juletræt. Måske juleforelsket og overspændt. Måske du slet ikke er i nærheden af juleræs – endnu!

Hvordan har du det egentligt?

PS. Okay, i dag lod jeg bare fingrene løbe på tastaturet, det her er hvad der kom frem. Merry onsdag.

Jeg gør ikke helt. Jeg er ret tryg i eget selskab. Og det er jeg glad for, for så skal jeg ikke hente den følelse udenfor mig hele tiden. Dog har mentorarbejdet gjort mig opmærksom på, at jeg savner en tryg havn alligevel. Jeg savner et sted, hvor jeg kan hente tryghed, når jeg ikke selv magter at fylde mig op.

Lyder det hokuspokus?

Tror vi alle har brug for tryghed – nogen af os mere end andre, men tror det er en basiskost for os mennesker. Nogen er gode til at hvile i dem selv fuldt ud – og nogen ikke. Nogen af os oplever nogle ting i livet som ryster vores grundvold i en grad, hvor vi bliver opmærksom på at det at føle sig tryg er en stor værdi, som der skal sættes pris på.

Jeg blev udfordret da vi mistede vores tvillingesøn 5 dage gammel. Alt røg for alvor over styr. Jeg kom ud i grænselandet og over grænsen for, hvad jeg kunne holde til. Men selvfølgelig holdt jeg ud. For det gør du, og du lever med det og bliver også styrket. Jeg blev især bevidst om hvor vigtigt det er at leve sit liv fuldt ud for det kan være væk – blot ved et knips!

Anden store udfordring var min mands 6 årige sygdomsforløb efter et solobiluheld. Han er først blevet raskmeldt i år. Den tryghed der ligger i tosomhed og fællesskab blev så ensom og presset, at det er svært at indhente igen. Alt blev uvist og usikkert. Det slider og det æder på trygheden – dog det styrker også. For vi er jo igennem.

Kan vi konkludere at møder med grænselandet styrker og gør at vi hviler i vores egen tryghedszone – men at en tryg havn alligevel er vidunderlig at sejle ind i – engang imellem. Eller – hvad tænker du?

1. de handler om selvudvikling
2. de er skrevet af kvinder til kvinder
3. de handler om livslyst – om at få det bedste ud af livet
4. de handler om at økonomisk frihed
5. og de handler om at være ærlig og taknemmelig, og om at elske sig selv, som man er!
6. og så handler de om succes (tænker jeg, det definerer jeg… og det studser jeg egentlig lidt over for det gør de absolut ikke allesammen! Tror jeg vil definere, hvad jeg betegner som succes, andres succes og min egen, hvornår er jeg en succes!?)

Det pudsige (ærlige). Flere af dem har jeg ikke læst færdige, dog er jeg stadig vilde med dem. De ligger foran mig her i vinduet, og jeg nyder dem hver dag. Får tanken – gad vide om de er mine “trofæer”, holdt ud i strakt arm, som det jeg søger, men trygheden holder mig tilbage. Gad vide om jeg overfortolker her! Hmm – det er jeg ikke afklaret om, arbejder videre på sagen …

Er der en rød tråd i din bogsamling?

PS. for øvrigt – du kan læse med om selvsabotage her på bloggen imorgen… 

Følelsen af fiasko er der. Tænk jeg kan ikke engang mærke efter, hvad jeg gerne vil. Hold da op hvor kikset er det. Jeg kan ikke engang få mig hen til arbejdsbordet og gøre noget ved det, handle – prøve at arbejde med det. Jeg er i kilometerafstand rundt om den varme grød. Og har – ærligt – slet ikke lyst til opkaldet. Slet ikke lyst til at være en del af det (du kan godt høre at selvhads-forhammeren er fremme også).

Det minder om præstationskvalme – har haft den før, ikke mange gange, men den bliver ligesom en klister-ven, når det hele kommer tæt på. Og det føles som en altopædende kvalme-virus har overtaget min krop.

Okay, kære blog-ven – du er tæt på mig in process; Vadetstedet unplogged!!

Sidst jeg var i praktik, var jeg 16 år. Først var jeg 14 dage hos en blomsterbutik. Jeg elskede at stå og binde kranse (tæt på juletid) af ædelgran, det var kreativt, sjovt og vildt koldt for fingrene. Den næste praktik var i en bank. Tænk jeg ville helt vildt gerne i praktik i en bank, fordi jeg på det tidspunkt troede at det var noget jeg skulle. Jeg skrup-kedede mig i de 14 dage. I en bank er der så stille, alle går stille rundt, der er ligesom en dyne af den samme stille stemning og rigtige stille påklædning og stille grimasser (der passer). Undskyld bankmand. Men det var simpelthen så kedeligt. Godt – jeg var i praktik. Jeg blev afklaret.

Så du kan blive afklaret af at være praktikant. Gad vide hvad jeg er afklaret om – om fire uger!!?

PS. Egentlig har jeg mest lyst til at skrive – her i blogland og på de bog-ideer, jeg har lapper af her i bunken ved siden af mig. Typisk – lige i dag, når jeg nu skal være praktikant.

What happens – kurset er fully booked. Neeeeejjjj. Jeg ringede og mailede til dem og måske, måske ikke er der en mulighed for at komme med. Det vil vise sig i denne uge. Så er i afventer-position (som var ok mandag og igår, men i dag ikke så fedt, nu må der godt ske noget!).

Har forøvrigt et super alternativ (håber der er  plads!!), nemlig dette kursus, med Lykke Rix, som jeg kender og beundre for hendes  skarphed og dygtighed. Begge kurser har været på bordet fra starten.

PS. forøvrigt er det jobcenteret, som jeg har holdt møde med. Jeg fortalte hvorfor jeg gerne ville, og på opfordring  skrev jeg en mail til dem om, hvordan jeg ser mig på arbejdsmarkedet igen bagefter og hvorfor jeg med min baggrund mener at det er det rigtige. Derudover tilbød jeg dem min viden bagefter. Hvis de vil, vil jeg gerne lave en workshop for ledige og dele min erfaring med dem.

PSS. hvis du nu sidder og bliver en smule forarget – så er det ok med mig. Det må du gerne. For hvad tror du på og hvad tror jeg på. Jeg tror på at vi mennesker skal have muligheder og individuelle løsninger istedetfor begrænsninger efter kassesystemer. Alternativt ville de måske sende mig på to-tre jobssøgnings- og aktivitetskurser hos anden aktør, som i sidste ende ville koste det samme, måske mere.

PSSS. og fik jeg sagt, at jeg starter i virksomhedspraktik næste uge. Et sted jeg selv har fundet, hvor de har brug for min energi og marketingbaggrund. Min energi, det sagde de faktisk højt. Det lunede. Og jeg tænker er min energi et muligt produkt i egen bizz, mon!?

Og så et NB. Hvis nogen morale. Ingen passer i de samme kasser. Tro på de tanker og muligheder, der dukker op i dig og prøv det af. Tilbyd noget til gengæld. Del af din erfaring og vær ærlig.

Okay får en tanke – er du med på et eksperiment? Prøver lige at sidde to minutter med lukkede øjne for at flytte mig fra hovedet og ned i kroppen – nærmere bestemt hvad hjertet gerne vil dele!

….

I’m back. Hmmm, Ved sg* ikke rigtigt om det lykkedes. Det var svært. I dag er åbenbart ide-nedskrivnings-dag. Jeg sidder med A4 ark ved siden af mig med forretningsideer, nedfælgede ord om, hvad jeg brænder for – og i den dur. Det startede da jeg kørte hjem fra børnehaven efter at have afleveret Josefine. Og NU da jeg lukkede øjnene fik jeg en ide om et program til TV2 fyn! Altså nogengange er et flyvsk, turbospind hoved svært at være en del af. Noget der popper op så let kan det overhovedet bruges? Og kom hjertet ind over!?

Kender du det?

PS. Gad vide om man bare ringer op til TV2 fyn og fortæller løs. Gad vide om ideen holder – hei hvad gør jeg!!?

PSS. okay så kom der alligevel noget på bloggen!!! God we … smiler…

Ved godt det kan være farligt at tro på at noget skal gi’ mig noget! Hvad kan jeg sige – jeg har bare den her fornemmelse af, at det her er rigtigt.

SÅ kryds fingre, tæer, ben, stilletter og hårnåle for, at der findes stærke og forstående mennesker, som kan se mit potentiale og rækker ud! Jeg er ikke skide god til at bede om hjælp, men nu har jeg virkelig gået ud af min comfortzone og gjort det! Jep!